Teoretisk fundament

I ABC for mental sundhed arbejder vi ud fra en salutogen tilgang, hvor fokus ligger på de beskyttende faktorer og de ressourcer, der styrker menneskers trivsel. Tilgangen retter opmærksomheden mod det, der holder os mennesker raske, frem for det, der gør os syge. 

 

Ordet salutogenese stammer fra latin, hvor saluto betyder sundhed, og genese betyder oprindelse.  Arbejdet er inspireret af sundhedsforskeren Aaron Antonovsky (1923-94), som formulerede det  centrale spørgsmål: “Hvad skaber sundhed?”. Antonovsky valgte at flytte opmærksomheden væk  fra årsagerne til sygdom og i stedet undersøge, hvordan mennesker formår at forblive sunde. Da  han introducerede dette perspektiv i 1970’erne, markerede det et væsentligt skifte i sundhedsforskningen, fordi fokus blev udvidet fra sygdomsbekæmpelse til også at omfatte sundhedsfremme. 

Ved at fremme de elementer, der understøtter trivsel og sundhed, kan mental sundhed løftes bredt i befolkningen. 

 

En anden central teori, der bruges i ABC for mental sundhed, er Isaac Prilleltenskys teori om mattering. Begrebet kan bedst oversættes til anerkendelse eller betydningsfuldhed. Prilleltensky beskriver mattering som følelsen af både at høre til og at gøre en forskel. 

 

Betydningsfuldhed (feeling valued): 

  • At opleve, at man bliver set, anerkendt og respekteret af andre. 
  • At ens behov, følelser og kompetencer tæller. 

 

At bidrage (adding value): 

  • At have mulighed for at gøre noget, der har betydning for andre eller fællesskabet. 
  • At få lov til at bruge sine styrker og ressourcer meningsfuldt. 

 

Prilleltensky fremhæver, at mattering kun er fuldt til stede, når begge dele forekommer. Hvis man fx føler sig værdsat, men ikke kan bidrage (eller omvendt), opleves der ubalance. Ifølge Prilleltensky påvirker mattering både: 

  • Mental sundhed (fx trivsel, selvværd og resiliens).  
  • Relationer (fx tillid og empati).  
  • Organisationer og samfund (fx engagement, motivation og social retfærdighed).  

 

Når mennesker ikke føler sig betydningsfulde, kan det føre til oplevelser af marginalisering, stress og lav motivation.